Sverige er myldret ind

Heftigt nyt for svenskofile: Vi har været på vores ødegård i Småland sammen med to flyttemænd og en stor vogn!

Her ser I bare noget af det, vi havde stuvet sammen på et af ødegårdens lofter. Nu står det i laden ved Annisse og venter på nye, kærlige ejere. Med på vognen var også omkring 50 vinduesrammer – mange af den mest dekorative slags.

flyttelc3a6s-vinduer 2

Alt i flyttelæsset stammer fra vores besøg gennem 30 år på svenske auktioner og loppemarkeder – hvor vi igen og igen blev overmandet af fristelsen til at købe kønne og underlige ting. Blandt vinduerne er flere sæt ens rammer, dvs. at de tilsammen kan udgøre en regelmæssig flade, fx i en væg eller i siden på et drivhus. Desuden en myriade af køkkenstole, klap- og slagborde, søjleborde, spejle, serveringsbakker, baljer, blomsterborde og meget mere … for ikke at glemme en stor, nærmest museal samling af vildt rustikke garnvinde-apparater!